Robotics4EU – Sådan skaber vi etisk ansvarlig robotteknologi

Foto: Possessed Photography

Hvordan bliver en robot en ansvarlig robot? Og hvem har ansvaret, hvis robotten har en negativ effekt på mennesker eller vores omgivelser?

Robotteknologien har fart på, og har potentialet til at transformere flere aspekter af den måde vi lever og arbejder på. Robotteknologi kan hæve effektivitets- og sikkerhedsniveauer på vores arbejdspladser og endda forbedrede servicen. Derudover kan den blive den drivende teknologi der understøtter en helt ny generation af autonome enheder, der kan ”tænke og ræsonnere”.  Derved kan robotterne lære at interagere med verdenen omkring dem. Men i takt med at teknologien udvikler sig, bliver det også mere og mere vigtigt, at vi stiller de etiske og samfundsmæssige spørgsmål til den nuværende og fremtidige innovation af robotter. Robotics4EU – bygger bro mellem borgere, virksomheder og beslutningstagere med det mål at udvikle ansvarlig robotteknologi. Det er et stort internationalt projekt der handler om ansvarlig robotteknologi inden for de fire fokusområder:

  • Sundhed og pleje
  • Inspektion og vedligeholdelse af infrastruktur
  • Landbrug og fødevarer
  • Agil produktion

Det EU-støttede projekt Robotics4EU vil sikre en mere udbredt accept og anvendelse af (AI-baserede) robotter, der tager højde for de ikke-teknologiske aspekter inden for: etik, lovgivning, socioøkonomiske dilemmaer, data, sikkerhed, køn og kultur. I projektet arbejdes der for at styrke det danske og europæiske robotsamfund til at arbejde med ansvarlig forskning og innovation inden for robotteknologien. Teknologirådet er ansvarlig for at metodeudvikle, arrangere og facilitere borgerinddragelsesprocessen, der tager borgernes ideer, værdier, bekymringer og perspektiver af både teknologiske og ikke-teknologiske aspekter i betragtning.

 

Bæredygtig robot-teknologi

I dette projekt får danske og europæiske robotvirksomheder en unik mulighed for, at afprøve deres forretningsideer og produkter i en socio-teknisk kontekst. Her vil vi sammen udforske og stille spørgsmål til, hvordan robotten kan bidrage både positivt og negativt til samfundet nu og i fremtiden. Ved at inddrage borgerne i udviklingen af robotteknologien støtter vi op om, at virksomhederne kan skabe bæredygtige/fremtidssikret løsninger, der stemmer overens med borgernes værdier og ønsker for hvordan og i hvilket omfang fremtidens robot-teknologi skal forme vores samfund.

 

Debat om AI og robotter

Den etiske debat om robot-teknologien er eksploderet inden for de senere år i takt med at teknologien bliver mere avanceret. Derfor gør dette projekt sig især relevant og tager debatten op, inden den for alvor bliver aktuel. Projektet bygger videre på metoder anvendt i projekter som Human Brain Project, der også afdækkede borgeres holdninger til AI. Desuden koordinerer projektet løbende med det store europæiske projekt AI4EU.

 

Robotteknologien har et stort potentiale til at løse mange af de udfordringer, menneskeheden står overfor med en stigende ældrebyrde, stigende behov for fødevareproduktion, klimaforandringer osv. Men det er nødvendigt at tage fat i de dilemmaer og udfordringer, som teknologien står overfor – ellers vil det ikke lykkedes at skabe nok opbakning og tillid i befolkningen til en udbredt accept og anvendelse af den nye teknologi. Dette projekt vil tage denne debat og skabe et rum, hvor borgere, virksomheder og beslutningstagere kan mødes og finde fælles løsninger og opbygge tillid og forståelse på tværs.

 

Læs mere om projektet og følg publikationerne af materiale fra arbejdet undervejs: https://www.robotics4eu.eu/

Grant agreement number: 101017283

 

Kontakter