Fremtidens forbrug og miljø
Siden 1950’erne er det private forbrug mere end fordoblet. Vi har fået mere velstand. Men er vi også blevet dobbelt så glade? Det spørgsmål er sværere at besvare. Samtidig er der skabt en række miljøproblemer, som koster samfundet dyrt i form af oprydning. Problemer som i stigende grad kobles sammen med hele den måde, vi producerer og forbruger på.
Miljøproblemernes betydning for størrelsen og sammensætningen af fremtidens forbrug stod øverst på dagsordenen, da fjorten forbrugere satte en gruppe eksperter stævne på Christiansborg under en konsensuskonference om “Fremtidens forbrug og miljø”; arrangeret af Teknologirådet og Forbrugerrådet i fællesskab. Forbrugerpanelet ønskede blandt andet svar på, hvordan den samfundsøkonomiske vækst kan gøres bæredygtig, og hvordan den enkelte forbruger kommer fra viden til handling.
Med udgangspunkt i forbrugerpanelets spørgsmål fremlagde et ekspertpanel i løbet af konferencens første to dage deres viden. Herefter fremlagde forbrugerpanelet et slutdokument med de vurderinger og anbefalinger, panelet kunne blive enige om på baggrund af eksperternes oplæg.
Formålet med konferencen var at fremme en dialog om livsstil, forbrug og miljø, som skal medvirke til at afklare hvilke mål vi kan blive enige om – og hvilke midler vi kan acceptere i forbindelse med regulering og styring af produktion, forbrug og teknologiudvikling.
Formålet var desuden at præsentere dilemmaer forbundet med udvikling af forbrug og produktion for en gruppe forbrugere samt at medvirke til at konkretisere fremtidens kriterier for bæredygtig teknologiudvikling og vækst.
Som udgangspunkt for forbrugerpanelets arbejde, havde journalist Peter Hesseldahl udarbejdet 3 scenarier om fremtidens forbrug og miljø, som er sammenfattet i indledningen til denne rapport. Scenarierne kan rekvireres hos Teknologirådet eller Forbrugerrådet. Rapporten indeholder desuden konferencens slutdokument, udarbejdet af forbrugerpanelet, samt ekspertoplæggene fra konferencen.
Projektets planlægningsgruppe bestod af:
- Jørgen Højmark Jensen, Levnedsmiddelkontrollen i København
- Kirsten Halsnæs, Risø Peter Nedergård, Forbrugerrådet
- Jan Eljsted, Teknologirådet Thomas Breck, Forbrugerrådet
- Ida Andersen, Teknologirådet
Teknologirådet og Forbrugerrådet takker alle, der har bidraget ved arrangementet. Ikke mindst planlægningsgruppen og de to paneler, der alle har ydet en stor indsats under forberedelserne og på selve konferencen.