Forvaltningen af havet har et demokratisk problem

DEBAT: De danske havområder debatteres oftest uden for offentlighedens søgelys. FN’s tiår for havvidenskab og bæredygtig udvikling er en anledning til at forbedre vores forståelse af havet og bringe debatten tættere på borgerne.

af Frederik Langkjær, og Henrik Oksfeldt Enevoldsen,

1. januar blev FN’s tiår for havvidenskab for bæredygtig udvikling 2021-2030 skudt i gang. Tiåret skal øge fokus på havet både videnskabeligt og politisk.

I den anledning er der behov for at sætte fokus på det demokratiske underskud, der er forbundet med forvaltningen af havet.

Den blå overflade

De fleste af os er vant til at betragte havet fra kysten, fra færgens ræling eller i naturudsendelser hjemme fra sofaen, men de marine økosystemer og forvaltningen af dem er ikke noget, som ellers er en del af almindelige borgeres erfaringsverden.

Skoven, engen, stranden og til nød marken og haven – men havet? Det er heller ikke noget, der fylder i den offentlige debat – og hvornår har vi sidst hørt en politiker tale om de marine økosystemer i en valgkamp?

Dog er emnet mere aktuelt end nogensinde. De marine økosystemer i de danske havområder er hårdt pressede – de økologiske grænser for menneskelig udnyttelse af havet er i mange henseender overskredet med flere længder.

En række arter, habitater og økosystemer er påvirkede langt udover, hvad der er bæredygtigt, og det vil være meget svært at genoprette dem, hvis vi ikke handler nu.

Havet vedrører alle
Vedkommer livet i havet almindelige borgere, kunne man spørge? Borgere, som hverken opholder sig meget på eller lever af havet? Svaret er ja – af mange grunde.

Havet forbinder og dækker mere end 70 procent af jordens overflade og understøtter livet på jorden. Havets økosystemer producerer en stor del af den ilt, vi indånder.

Med sin 7000 km lange kystlinje og med eneret til udnyttelse af havets, havbundens og undergrundens ressourcer i et område, der er to en halv gange vores landareal, er Danmark både historisk, kulturelt, politisk, økonomisk og naturmæssigt tæt knyttet til havet.

Det danske hav, som dækker alt fra fjorde og kystområder til Kattegat, Skagerrak, Nordsøen og de arktiske farvande, er Danmarks største vilde naturområde, en fælles ressource og af betydning for den danske økonomi. Et sted for rekreative aktiviteter, et vigtigt led i vores klimastrategi og af stor betydning for klimaforandringerne.

Ureguleret og overdreven menneskelig aktivitet og klimaændringer forværrer havmiljøet, reducerer biodiversiteten og truer de bidrag (i bredeste forstand), som havet giver os, og som vi er afhængige af.

“Tænk hvis resten af Danmark vidste det”
Denne relevans af havet og dets økosystemer for almindelige borgere viste sig at blive bekræftet ved den nyligt afholdte konsensuskonference “Vores Hav”, hvor et panel på 14 borgere udarbejdede og præsenterede anbefalinger til forvaltningen af det danske havmiljø for presse og politikere på Christiansborg.

Op til konferencen tilbragte borgerne to weekender med at sætte sig ind temaet og formulere de spørgsmål, som eksperter og interessenter skulle svare på under konferencen. Allerede anden gang, de mødtes, var ét af de store samtaleemner, at de var bestyrtede over deres nyerhvervede viden og over, at de hidtil ikke havde været opmærksomme på problemernes omfang og vigtighed. Som én af borgerne sagde: “Tænk hvis resten af Danmarks befolkning vidste dét, vi ved nu!”.

Et gennemgående tema for panelet var, at der bør arbejdes for, at almindelige mennesker præsenteres for havmiljøets problemstillinger. De mente, at emnet er for vigtigt til at blive forbigået i den offentlige debat. Og hvis borgerne ikke ved, hvad der er på spil, kan de heller ikke holde politikerne og erhvervene op på at tage affære.

Havet i den offentlige debat
På nationalt plan besluttes planer, strategier og prioriteter for havet gennem statslige styrelser i partnerskaber med interessenter og frivillige organisationer. Men de politiske processer har en tendens til at foregå i mere eller mindre separate siloer; således forvaltes fiskeriet i ét regi, shipping i et andet og biodiversiteten i et tredje – uden systematisk sammenhæng på tværs.

Vi har dermed et forvaltningssystem, som ikke afspejler, at der er tale om store, sammenhængende økosystemer. Og borgernes rolle i forvaltningen af havet er meget begrænset. Det samme er havets plads i medierne og den offentlige debat.

Et eksempel på denne tradition er implementeringen af EU’s lov om maritim fysisk planlægning. Her har man de seneste fire år arbejdet med at udvikle en havplan, der udstykker havområderne omkring Danmark til forskellige formål. Havplanen skal sikre, at vi udnytter ressourcerne både effektivt og bæredygtigt.

Nogle har kritiseret den danske proces for at fokusere mere på effektiv udnyttelse end på bæredygtighed. Andre har kaldt det en de facto privatisering af havet, fordi bestemte interessenters og formåls ‘ret’ til området på denne måde indskrives i lovgivningen.

Hvordan beskytter vi Danmarks eneste vildmark?

Havplanen vil få meget stor betydning for brugen af, adgangen til og den naturmæssige tilstand på Danmarks største fælled – hvis man altså fremover stadig vil kunne kalde det en fælled.

Derfor er det bekymrende, at vi ikke har hørt mere til havplanen i den offentlige debat. Den kommer i høring det kommende halvår, men forud herfor ligger en lang dialogproces med interessenter og eksperter.

Myndigheder, forskningsinstitutioner, Danmarks Fiskeriforening, Dansk Akvakultur, energiselskaber, danske Rederier, WWF, Danmarks Naturfredningsforening og mange flere – alle er de blevet konsulteret undervejs. Men den almindelige borger har ikke hørt meget til havplanen. Det til trods for, at miljøorganisationerne har arbejdet ihærdigt for at gøre den til et anliggende for den offentlige debat.

Vores bekymring er, at den kommende høringsproces vil foregå på samme måde, det vil sige blandt aktører i direkte berøring med havet og udenom den offentlige debat.

link