Artikel

Tankpasser-formidling spænder ben for demokratiet

Forskningen skal levere løsningerne på fremtiden. Men bliver modarbejdet af, at kommunikationen af forskningen er utidssvarende, udemokratisk og afkoblet fra den digitale hverdag, som vi alle er en del af. Nyt stort europæisk projekt viser, at det er på høje tid at gentænke forskningskommunikationen.  

 

Før i tiden var det relativ simpelt: En forsker fortalte om sin viden til en journalist, som så formidlede det videre i sin avis, i radioen eller på tv. Men med digitaliseringen er det blevet langt mere kompliceret. Forskning kommunikeres i dag mellem rigtig mange forskellige grupper i samfundet på et utal af forskellige platforme – døgnet rundt. Når alle kan producere indhold, der refererer til videnskab, udfordres de klassiske autoriteters legitimitet. Vi ser, at mange forskellige mennesker nu deltager i offentlige diskussioner om videnskaben, og fortolker den på tilsvarende mangfoldige måder.

Det viser et stort, tværeuropæisk forskningsprojekt, RETHINK, som netop er afsluttet. Projektet har afdækket, hvordan forskningskommunikation foregår på digitale medier, og hvilke udfordringer vi har i forhold til at skabe en god, åben debat.

I Teknologirådet har vi deltaget i forskningsprojektet, og opsummerer her nogle af de vigtigste resultater. Samtidig peger vi også på nogle udfordringer, vi har her i Danmark i forhold til god kommunikation om videnskab. For selvom der ikke er nogle enkle løsninger, så SKAL vi blive bedre til at snakke om videnskaben i den offentlige debat. Og her spiller universiteterne, som de centrale producenter af forskningsbaseret viden, bl.a. en helt afgørende rolle.

Vi rækker ud efter de allerede omvendte

Gennem tre år har projektet RETHINK undersøgt, hvem der deltager i kommunikationen af videnskab, og hvordan folk benytter den videnskabelige viden, når de orienterer sig, og skal træffe beslutninger.

Kortlægningen viser – måske ikke så overraskende – at det videnskabelige ’økosystem’ for kommunikation af videnskab er meget komplekst: Rigtig mange mennesker bruger den videnskabelige viden, debatterer den og deler den med andre. Det står i skarp kontrast til den traditionelle opfattelse af en mere lineær fødekæde, hvor viden skabes af forskere, bæres ud af medier og kommunikationsfolk, og i sidste led passivt forstås som intenderet af borgerne.

De digitale medier har brudt kæden for envejskommunikation. Grænsen mellem producenter og forbrugere af videnskabeligt baseret indhold er udvisket, og borgerne kan nu gå uden om de traditionelle gatekeepers som f.eks. journalister, og i direkte dialog med forskerne – og mange andre ’udbydere’ af viden. De nye aktører, der kommunikerer om videnskab og teknologi, repræsenterer ikke traditionelle eksperter, men har en stor effekt på den offentlige diskurs ved enten at sprede fakta eller misinformation.

Der er altså opstået en unik mulighed for, at flere borgere kan tilgå og diskutere den videnskabelige viden. Men det kan være svært at vurdere validiteten af den viden, man præsenteres for, og desværre viser RETHINK også, at store dele af dem, der normalt arbejder med forskningskommunikation, primært kommunikerer til veluddannede med en forudgående interesse for forskning.

Blandt andet viser en undersøgelse fra projektet, at under en tredjedel af de adspurgte videnskabskommunikatører i Europa prøver at nå grupper, der normalt ikke møder så meget videnskab i hverdagen, og så lidt som 1,5 procent forsøger at række ud til folk, der ikke er interesserede i videnskab.

At det forholder sig sådan, er et stort demokratisk problem. Vi har nemlig brug for, at alle dele af samfundet kan deltage i debatten om videnskaben og dens resultater – og det kræver lige adgang til den viden for alle.

Det er vigtigt at understrege, at digitaliseringen og det komplekse økosystem af videnskabelig viden ikke i sig selv har skabt problemet med ulige adgang til evidensbaseret viden. Tværtimod: Digitaliseringen skaber nye muligheder for at række ud til folk, man ellers ikke taler med. Men RETHINK-projektet viser, at indehaverne af det traditionelle ’vidensmonopol’: forskerne og universiteterne, ikke er gode nok til at udnytte dette potentiale.

Det er ganske enkelt på tide, at universiteterne og forskerne rækker længere ud.

For mange tankpassere

RETHINK-projektet viser også, at der er en ubalance i dialogen om forskningen: Rigtig mange forskningskommunikatører har en tendens til at benytte envejskommunikation i forsøget på at formidle videnskaben. De angiver selv, at de vil ”informere” eller ”uddanne” offentligheden.

Det viser sig altså, at ’tankpasser’-mentaliteten, hvor man ser forskeren som den ophøjede kloge, der skal hælde viden ind i de umælende og uvidende masser, stadig lever i bedste velgående rundt om i universiteternes auditorier. Tankegangen er udtryk for, at man ser det primære problem som et underskud (deficit) af viden hos befolkningen, og at der derfor bare skal hældes ukritisk på. Den kaldes derfor også for ’deficit-modellen’ af sociologer, som i mange år i stedet har peget på nye og mere dialogbaserede tilgange som vejen frem mod mere lige adgang til viden for alle.

Man kan sige, at god kommunikation handler mere om at lytte end om at tale. Og det er nogle gange svært, når man har så meget på hjerte…

Der kan selvfølgelig være mange gode grunde til at kommunikere sin forskning i medier, der primært kun går en vej, som kampagne-videoer, tv-optræden eller bøger. Det er etablerede kanaler med et stort publikum og en dynamik, som er relativ overskuelig at træde ind i. Men interviewet på tv får først for alvor liv, hvis det diskuteres videre på sociale medier, og bogen giver mere mening, når forfatteren møder sit publikum til et foredrag.

Det er ganske enkelt ikke nok at være tankpasser, hvis man vil skubbe til holdninger og handlinger. Følelser, værdier, tillid, forudgående holdninger – ja, i det hele taget den situation, vi hver især befinder os i – er helt afgørende for, hvordan vi skaber mening i den viden, vi udsættes for.

Forskningskommunikation handler altså ikke bare om at formidle fakta og evidens. Det handler mindst lige så meget om, hvordan den viden, der kommunikeres, passer ind i vores verdensbillede, og om vi stoler på hinanden. Desværre viser RETHINK-projektet, at rigtig meget kommunikation af og om videnskab ikke tager hensyn til dette.

Kort sagt er de to store udfordringer, som projektet har identificeret:

  1. Forskning kommunikeres i høj grad til de samme, afgrænsede grupper af folk, der i forvejen er interesserede i videnskab.
  2. Tankpassermentaliteten dominerer: Der er alt for meget envejskommunikation, og formidlingen tager ikke i tilstrækkelig grad hensyn til modtagerens situation og værdier

Eller sagt på en anden måde: Der prædikes i stedet for at have samtaler. Og der prædikes mest til de allerede omvendte.

’Viljen er der, men rammerne mangler’

Så kan man spørge, hvorfor det er sådan? Hvorfor prædiker forskere og kommunikatører primært videnskaben til de allerede omvendte?

En af grundene er ganske enkelt, at det er møgsvært at gøre andet.

Det viser en anden del af RETHINK-projektet, som har kigget på barriererne for en ny og bedre forskningskommunikation i Europa.

De fleste forskere føler en stor motivation og ansvar for at kommunikere deres forskning og ønsker at demokratisere forskningen. Men når det kommer til at gøre det i praksis, støder de ofte panden mod muren: De oplever, at det er svært at komme i dialog med et nyt publikum og henvender sig derfor mest til dem, der allerede interesserer sig for forskning.

Mange udnytter heller ikke de digitale muligheder for at række ud, selvom de fleste forskere regelmæssigt bruger sociale medier. Og når de så for alvor kaster sig ud i diskussionerne på SoMe, oplever de ofte ubehagelige eller ukonstruktive interaktioner, hvilket igen får dem til at trække sig.

Men den allerstørste og vigtigste grund til, at forskerne ikke kommunikerer mere om deres forskning til resten af samfundet handler om noget helt andet end besværlighederne ved at være på nettet. Det handler om tid og anerkendelse.

I den danske universitetslov står der, at formidling er en central del af forskernes forpligtelser. Alligevel er universiteterne både i Danmark og i det meste af det øvrige Europa skruet sammen på en måde, så det ganske enkelt ikke betaler sig at bruge tid på at snakke med omverdenen. Forskere opnår anerkendelse ved at forske og publicere i videnskabelige tidsskrifter. De forfremmes på baggrund af forskning og publicering i videnskabelige tidsskrifter, og de vinder priser på baggrund af forskning og publicering i videnskabelige tidsskrifter. Formidlingen er ren con amore, og der er hverken afsat tid eller penge til at den enkelte forsker kommunikerer sin forskning.

Så selvom der rent faktisk er et stort ønske hos forskerne om at dele ud af deres viden og gå i dialog med omverdenen, så spænder systemet ben for dem.

Ja nogle gange får de slet ikke lov. Den ene af skribenterne har således oplevet en ph.d-studerende, der af sin vejleder fik direkte forbud mod at formidle sin forskning, for at det ikke skulle gå ud over videnskaben.

Men den tankegang er helt forkert. Det går netop ud over videnskaben – og dermed os alle sammen – hvis forskerne ikke stiller sig til rådighed. Også når det gælder de svære snakke, hvor der ikke er enkle svar. Og hvor man måske ligefrem risikerer, at ’dem derude’ måske en gang imellem har fat i noget rigtigt, og giver et nyt og meningsfuldt input til ens forskning.

Hvis vi for alvor mener, at Danmark skal være et videnssamfund, er vi simpelthen nødt til at styrke forskningsformidlingen på en ganske anderledes og mere radikal måde, end det er tilfældet i dag.

Det kan gøres på den helt store klinge ved at ændre i incitament-strukturen på universiteterne, men der kan også gøres meget inden for det eksisterende system.

RETHINK-projektet kommer med en række anbefalinger til, hvordan vi kan styrke forskningskommunikationen i Europa. Og en række af dem, kunne vi i Danmark nemt kaste os over her og nu.

Først og fremmest er der brug for mere – og mere struktureret – undervisning i dialogbaseret forskningskommunikation.

Selvom forskerne oftere og oftere deltager i kurser, workshops og anden træning i forskningsformidling, sker det langt fra på en systematisk måde. Mange tilbud og kommunikationstræning tager udgangspunkt i mere eller mindre tilfældige gode råd, som forskellige undervisere tilbyder – ofte med tankpasserens briller på. Vi har derfor brug for at professionalisere undervisningen i forskningskommunikation. Den skal tage udgangspunkt i den seneste forskning i kommunikation, psykologi og retorik mm. i stedet for, som nu, mest at være baseret på gamle tommelfingerregler fra journalisthøjskolen.

Her lider vi i Danmark under, at vi er et lille land, og derfor kun har meget få og små forskningsmiljøer på danske universiteter, hvor man beskæftiger sig konkret med forskningskommunikation. Derfor har vi – modsat de fleste andre lande i Europa – heller ikke en egentlig masteruddannelse i ’Science Communication’.

Det bør der ændres på:

  • Vi skal støtte de små, eksisterende forskningsmiljøer i forskningskommunikation
  • Vi skal have en kandidatuddannelse i forskningskommunikation.
  • Vi skal inddrage forskningskommunikation på alle niveauer af de akademiske uddannelser (bachelor, master, ph.d.)

RETHINK-projektet foreslår også, at der oprettes paraplyorganisationer for alle dem, der lokalt arbejder med forskningskommunikation.

Sådan en organisation skal vi have i Danmark. Hvor der samles og deles den seneste viden om effektiv forskningskommunikation. Hvor man udarbejder et fælles curriculum og konkrete guidelines. Hvor kommunikerende forskere kan dele erfaringer med hinanden, og hvor man i det hele taget støttes op om forskningsformidlingen i Danmark.

 

Der er helt sikkert mange andre gode bud på, hvordan vi kan forbedre forskernes muligheder for at gå i dialog med alle os andre. RETHINK-projektet tilbyder ikke en ’silver bullet’, der løser det hele. Men der peges på nogle retninger og konkrete udfordringer, vi bør kunne løse.