Slutdokument – Det ser pænt ud på overfladen, men havet omkring Danmark har det ikke godt

oktober 26, 2020

Efter en lang weekend med ekspertoplæg, debat og diskussioner, er resultatet af Konsensuskonferencen om havmiljøet nu klar!

 

Havets meget alvorlige tilstand er for alvor gået op for borgerpanelets 14 deltagere og de vil her dele deres bekymringer og anbefalinger til politikerne, som politikerne bør handle på straks. Det drejer sig om helt konkrete områder som borgerne mener der bør tages hånd om. 

  • Udledningen af næringsstoffer i havet skal nedsættes. Der må max udledes 40.000 ton kvælstof. Regeringen skal tænke langsigtet og i helheder.
  • Plastforurening er er alvorligt problem, også i de danske farvande. Der bør være en større indsats for at sikre at forbrug og reduktion af plast reduceres. Et forbud mod engangsplast og øget fokus på genbrug efterlyses. Desuden bør mikro-plast forbydes i kosmetik og dagligvarer.
  • Miljøfarlige stoffer skal reduceres. Danmark lever ikke op til sine forpligtelser og har generelt en uambitiøs indstilling på dette område. Fokus skal være at beskytte havet mod forurening frem for at overlade det til forbrugerne.
  • Bundslam fra havne bør behandles ligesom forurenet jord, og det opsamlede materiale bør anvendes på land. Skibenes tankskylninger til havs bør forbydes.
  • Havmiljøet skal inddrages i klimadebatten, og der bør arbejdes aktivt for at forbedre havets evne til at optage CO2.
  • Fiskebestanden er iflg. eksperter faldet med 90% siden 1950’erne. Både problematiske fangstmetoder og størrelsen af kvoter skal ændres, da det kun kan ske i samarbejde med EU, skal Danmark tage det op der. Borgerpanelet anbefaler at private, firmaer og interessenter kan købe kvoter, for derved at frede fiskene i en periode, ligesom man kan købe arealer i regnskove.
  • Danmark skal i EU regi arbejde for et skånsomt fiskeri og et forbud mod bundtrawl og andre ødelæggende metoder.
  • Mærkning af fangstredskaber og evt. pant der skal anspore til indsamling af efterladt fiskegrej.
  • Dyrevelfærdsloven skal ændres så den indeholder specifik ordlyd at fisk ikke på lide unødvendigt. Dette skal håndhæves ved skærpet kontrol af dyrevelfærd på fiskerbåde.
  • Forvaltningen af havet er fordelt på adskillige ministre og styrelse. Én minister bør være ansvarlig for havmiljøet. Det bør være miljøministeren. Der bør udpeges en ombudsmand for havet, der skal fungere som en uvildig og politisk uafhængig instans.
  • Borgerne i Danmark skal vide hvor det er Danmark ikke opfylder krav om fx beskyttede områder i havet, udledningen af næringsstoffer, samt overfiskeri.
  • Havområder under dansk administration bør få status som juridisk entitet, så der kan rejses sag på vegne af havet i forbindelse med ødelæggelse og misbrug af havets ressourcer.
  • Der mangler bevågenhed og forståelse af havets betydning for vores allesammens livsgrundlag. Vi skal alle blive mere vidende om havet for at ændre vores mindset, så alle tager ansvar.

 Presseomtale:

Politiken 23/10 2020 – Der er en bombe under det danske havmiljø

Politken 24/10 2020 – Danmark har nogle af de værste iltsvind i 12 år

Politiken 27/10 2020 – 14 borgere har sat sig ind i havets problemer og kræver handling nu

DR P1 Orientering 24/102020 – interview med borgerpanel

DR P1 Orientering 26/102020 – Interview med borgerpanel og Ditte Degnbol

P4 Eftermiddag Syd & Esbjerg 27/10 2020 – Int. Allan Rosenlund, borgerpanel (ca. 00.42 min inde i udsendelsen)

 

Download slutdokumentet med anbefalinger fra de 14 borgere til politikerne her: Slutdokument