Bliv projektpraktikant i Teknologirådet!

april 22, 2020

Kom i praktik hos os og skab resultater indenfor grøn omstilling, klimatilpasning og ansvarlig teknologi!

[Kommunikationspraktikant tryk her]

Opdatering 14.05.20: Alle projektpraktikanter er fundet! Vi søger fortsat en kommunikationspraktikant.

DIN PROFIL OG DET FAGLIGE
Vi søger ambitiøse og selvstændige praktikanter til efterårssemesteret 2020. Du interesserer dig for teknologi, samfund eller klima og er ved at tage en relevant universitetsuddannelse indenfor et af felterne, fx teknoantropologi eller samfundsvidenskab. Du vil indgå i et af vores teams indenfor forskning og innovation, cirkulær økonomi eller klima. Her vil du være med til at udvikle og organisere inddragelsesprocesser, deltage i analysearbejdet samt assistere projektledere i forbindelse med udvikling og koordinering af projekter og events.
Du vil få rig mulighed for at prøve kræfter med internationale samarbejder og lave analyser der bliver brugt og resultater der er interesssante. En nuværende praktikant fik fx sin analyse i landsdækkende radio, efter tre uger. Vi har en flad organisationsstruktur, hvor du inviteres til at sætte dit præg på opgaveløsningen. Vi tager vores praktikanter seriøst og du vil blive udfordret fagligt, og du bliver en del af et dynamisk og alsidigt fagligt miljø i en organisation med engagerede kollegaer.

 

TEKNOLOGIRÅDET OG DET PRAKTISKE
Teknologirådet er et non-profit, selvejende og internationalt anerkendt metodehus, med ekspertise i nye politiske arbejdsformer, inddragelse og teknologi. Vores projekter fokuserer på vigtige samfundsudfordringer, såsom klimatilpasning, biodiversitet og privatlivsbeskyttelse. Vi har mere end 30 års erfaring og arbejder blandt andet med FN, EU, fonde og kommuner.

Som praktikant hos os bliver du tilknyttet 1-2 projekter, en projektleder og en projektkoordinator. Det er en integreret del af dit praktikophold at arbejde hen imod din praktikrapport og vi har stort fokus på din faglige udvikling. Praktikken er ubetalt og varer som udgangspunkt 5 måneder á 32 timer pr uge. Arbejdspladsen ligger på Arnold Nielsens Boulevard 68E, 2650 Hvidovre, fjernarbejde i et vist omfang kan være en mulighed. Ansættelsessamtaler bliver holdt løbende, så ansøg snarest muligt.

 

SKRIV TIL OS!
Hvis vi har vakt din interesse så send CV eller LinkedIn-profil til praktikantkoordinator Anna Kierkegaard på praktikant@tekno.dk.